Thyholm Huset

Huset 

Type: THYHOLM HUSET TYPE 3

Sted:  Opføres som del af Køgeprojektet: Fremtidens Parcelhus.
Område B9. Grund 3. Nr. 57. Herfølge Øst. 4600 Køge

Thyholm Huset type 3 er tegnet af Møller Nielsens Tegnestue v/Per B. Clausen. Energirådgivning er udført af Ingeniørfirmaet Ellehauge & Kildemoes.

Thyholm lavenergi huse

Thyholm Huset type 3 er en videreudvikling af forsøgsboligerne Thyholm Huset type 2 udført i samarbejde med DTU med Boligselskabet MidtVest som bygherre. Formålet med forsøget var at påvise en mulig energibesparelse på op til 50% i tungt fuldmuret byggeri. Projektet blev opstartet i 2002 og de 4 udlejningsboliger på hver 84 m2  blev opført i henholdsvis Søndbjerg og Lyngs på Thyholm i Limfjordsområdet i 2004. Den opnåede energibesparelse på over 50% sammenlignet med nye boliger opført efter BygningsReglement 95 blev opnået ved fjernelse af kuldebroer, bedre isolering, større konstruktionstæthed, kontrolleret mekanisk luftskifte med varmegenindvinding og bevidst valg af lavt energiforbrugende tekniske anlæg.

Fuld muret lavenergihus i Klasse 1

Thyholm Huset type 3 er en fleksibel og moderne muret familiebolig på 150 m2 med et energiforbrug svarende til BygningsReglementets skrappeste krav gældende fra 01. april 2006. Thyholm Huset type 3 har et primært energiforbrug på 38,9 kWh/m2 år mod energiklasse 1 kravet på 42,3.  Energibesparelserne er opnået ved bevidst solorientering af glasarealer, endnu bedre isolering og reduktion af kuldebroer, optimalt isolerede vindues- og dørpartier, større konstruktionstæthed, kontrolleret mekanisk luftskifte med varmegenindvinding og bevidst valg af meget lavt energiforbrugende tekniske anlæg. Herudover er der valgt opvarmning med jordvarme og supplerende el-forsyning med Solceller.

Samtidig med opfyldelse af de skrappeste energikrav indfrier Thyholm Huset type 3 kravene til Svanemærket.

Energiklasser

Der findes 3 energiklasser, hvor det tilladelige energiforbrug pr. kvadrater er henholdsvis:
 
Hus normal                 :  70 + 2200/A   (kWh/m2 pr. år)   
 
Hus lavenergiklasse 2 :  50 + 1600/A  (kWh/m2 pr. år)
 
Hus lavenergiklasse 1 :  35 + 1100/A  (kWh/m2 pr. år)
 
 
Energiklasse 1 er meget svær at opfylde. I forhold til normal energiklasse, er energiforbruget 50 % lavere.

Det samlede årlige elbehov til drift af husets varmeanlæg incl. cirkulationspumper og ventilationsanlæg, udgør ca. 2300 kWh (ydelse fra solcelleanlæg er modregnet). Med de aktuelle elpriser svarer det til ca. 300 kr. pr. måned.